Sidebemærkning

Jeg er bare nødt til at få det ud – det går mig på. I de seneste måneder har jeg hørt en masse om det, vi (Lilo og jeg) laver her. Meget af det var ledsaget af, lad os sige, ikke ligefrem positive kommentarer som:

• De er jo skøre...
• Det kommer alligevel ikke til at fungere...
• Om 6 måneder er de tilbage...

Hvorfor er det sådan? Jeg tror, at meget har at gøre med, at de fleste mennesker har mistet modet til at gå nye veje. Men nysgerrighed er noget, vi er født med. Se bare på jeres børn. Men – konformismen er desværre overalt:

• Hvad tænker de andre, hvis jeg gør det?
• Hvorfor har andre ikke gjort det, hvis det skulle være den rigtige vej?
• Hvad hvis det hele mislykkes?
• Hvor skal jeg få pengene fra?
• Jeg mister sikkert venner undervejs, hvis jeg gør det!

og så videre og så videre. Jeg fandt reaktionerne på min statusopdatering i Messenger interessante; her var det især dem, der også har slået nye veje ind, der reagerede. Andre var tavse. Hvad havde jeg egentlig skrevet:

At handle er at ville. Bare endnu mere ekstremt! (Kilde ukendt)

Det er faktisk lige i øjet. Alle vil altid gerne gøre så meget – men de får det bare ikke gjort. På grund af min egen historie har jeg gang på gang været nødt til at starte forfra fra nul (eller endda minus). Nu kunne jeg jo bare have ladet være med at gøre noget og ventet på, at der skete noget. Men til det er jeg for nysgerrig – for – enhver afslutning er også en begyndelse! Og at gøre noget er det smukkeste i verden. Nå ja, bortset fra det der med de tre bogstaver – men det er jo den smukkeste bagatel i verden.

At handle giver dig styrke, giver dig mod til at gøre mere – til at forandre. Da kom det andet Messenger-citat til mig:

Hvis døren er i stykker, så sæt den i stand! Det er bedre end at se videoer om ødelagte døre – det ændrer jo ikke noget (kilden er mig selv)

I mit omgangskreds er der mange mennesker, der hver dag ser disse korte videoer på de relevante platforme, bliver vrede over indholdet og nogle gange videresender det til mig. Det interessante er, at de oftest søger netop det, de kan blive vrede over, altså en bekræftelse af deres mening. Det giver en kortvarig tilfredsstillelse i hjernen, men den skal straks genoprettes af den næste video. Jeg ser ikke det der – hvorfor skulle jeg også det? Det ændrer jo ingenting.

Døren i min sætning skal ses som en metafor. Man kan stort set sætte hvad som helst ind i den. For mig var det dog faktisk en dør, der var i stykker. En af mange.

Men tilbage til det at skabe. Det betyder også at lægge det vante bag sig, give slip og lade nysgerrigheden få frit løb. Det er så et rigtigt eventyrland – man ved aldrig, hvad der venter en rundt om det næste hjørne. Er det ikke det, der fascinerede os så meget som børn? Det ukendte? Det nye?

Hvis vores forfædre havde tænkt som mange af vores samtidige i dag, ville vi stadig sidde i huler, fryse og klø lopperne ud af pelsen. (kilden er mig selv)

Verden tilhører de modige!

Guido, 15. Maj 2026